|
PåskeferieAf rektor Henrik Boberg Bæch
|
Så er det blevet tid til påskeferie, og påskeferien markerer for de fleste elever afslutningen på arbejdet med de større skriftlige opgaver. HF’erne har netop afleveret SSO, 1.g er i opstartsfasen af DHO, de fleste 2.g’ere har lige været til prøve i deres SRO og 3.g’erne har afleveret SRP. Der er blevet brugt mange kræfter, og opgaveskrivningen er kommet vidt omkring – også geografisk. Der er skrevet om alt fra Trumps toldpolitik, bosættelserne på Vestbredden og Kinas moderne silkeveje. Spændende og aktuelle emner. Foråret byder også på Galla her på EG. I starten af maj skal der igen festes og danses Les Lanciers på Torvet – hele aftenen, og indtil festen er forbi. Det er altid et fantastisk flot syn, når de mange kvadriller indtager Torvet. Nu står der ferie på programmet, og så glæder vi os ellers til at se vores mange fantastiske elever igen efter påsken. Rigtig god påske til jer alle! |
De store skriftlige opgaver i 2.HF og 3.g |
Vores afgangselever har i den sidste tid siddet derhjemme og arbejdet med deres store svendeprøve, den store skriftlige opgave. For 2.HF er der tale om en ’SSO’ (stor skriftlig opgave), som de har en uge til at skrive, og for 3.g er der tale om ’SRP’ (studieretningsprojektet), som de har 14 dage til at skrive. Begge typer opgaver vurderes af en ekstern censor, og karakteren fastsættes efter en votering med elevens lærer her fra EG. Karakteren for opgaven vil fremgå af elevernes afgangsbevis. 3.g’erne skal forsvare deres SRP ved en mundtlig eksamen i eksamensperioden, mens 2.hf’erne modtager en vurdering i form af en karakter, når opgaverne er blevet voteret. |
D. 2. maj holder vi skolens fødselsdag med en stor fejring for alle elever og alle ansatte. Der er særligt fokus på afgangsklasserne, der ankommer på festlig vis og entrerer skolen via den røde løber. Herefter er der konkurrence i Les Lanciers for de tilmeldte kvadriller. Efter konkurrencen spiser klasserne i klasseværelserne sammen med deres lærere. Det er for alle en særdeles festlig aften. Forældre er meget velkomne til at overvære elevernes ankomst til skolen samt Lancierskonkurrencen. Tidsplanen er således: Fra kl. 17.00 ankommer eleverne. Kl. 18.00 er der indmarch og derefter konkurrence. |
|
Skoleåret går på hæld, faktisk er der kun knapt 4 uger til sidste skoledag. I eksamensfagene er der derfor lagt an til slutspurt, så hele pensum er nået og alle trådene samlet. Sidste skoledag er fredag d. 16.5 2025. På denne dag offentliggøres eksamensplanen for alle eksamensfag for alle klasser. Alle klasser har eksamen eller årsprøver. Afgangseleverne fejrer sidste skoledag med det legendariske græsbal på arealet mellem skolen og Idrætsbyen. Sidste eksamensdag er onsdag d. 25. juni, og der er translokation fredag d. 27. juni. Vi informerer yderligere om translokation og ’huebegivenheder’ i næste nummer af forældrenyt. |
Kunstig intelligens fylder mere og mere i folks hverdag. Nogle har store forventninger til den nye teknologi, og andre frygter den. Kan den forbedre vores liv og på længere sigt måske helt overtage vores arbejde? Og kan kunstig intelligens udvikle ægte menneskelige følelser? Alle er store og eksistentielle spørgsmål, som bliver berørt og søgt besvaret i årets skoleforestilling 'Robotterne kommer' på Espergærde Gymnasium og HF. På mindre en uge har en større gruppe engagerede elever knoklet med at opføre forestillingen 'Robotterne kommer'. Stykket handler om den unge pige Alma, der er meget ensom. Hun bliver dog venner med den hjælpsomme AI-robot Hollie, som hun giver en menneskelig krop. Robotten deler dog en masse personlige data om Alma, som får fatale konsekvenser for hende. Undervejs er der flere fængende musiknumre, som er skrevet og komponeret af elever. Stykket kulminerer med en stemningsfuld scene, hvor alle de medvirkende står på snorlige rækker og synger, mens deres ansigter bades i neonlys. Stykket er blevet meget positivt modtaget af både elever og lærere på Espergærde Gymnasium og HF. Eleverne der medvirker i stykket, kommer på kryds og tværs af årgange og klasser, men fælles for dem alle har været en brændende lyst til at spille teater, synge og ikke mindst bevæge skolens andre elever. Og hvem ved måske få dem til tænke mere over teknologiens fordele og ulemper. ”Jeg er meget tilfreds med resultat, men det har også været hårdt” siger Sarah Carlsen fra 3.a. ”Den korte tid til at øve betyder selvfølgelig, at man glemmer nogle replikker, men man håber på, det går op” siger August Lund Harbøll fra 2.k. De to elever og skuespillere er begge enige om, at det er rigtig fedt at møde nye mennesker og være en del af et større kreativt fællesskab. De er også enige om, at stykket viser, at man skal passe på med kunstig intelligens, da store techvirksomeder udnytter ens data. Begge drømmer om at gå skuespillervejen efter gymnasiet.
|
OBS – Potentielt livsfarligt stof i Puffbars i omløb i Helsingør Kommune
|
Efter to episoder, hvor unge fra vores lokalområde er blevet meget dårlige, advarer vi på det kraftigste mod brug af Puffbars.
Helsingør Kommune har i fredags – og også tidligere for et par uger siden – modtaget analysesvar på puffbars fra Klinisk Biokemisk Afdeling. Eksperterne konkluderer, at der er tale om en ny type psykoaktivt stof, som er potentielt livsfarligt at indtage. LÆS MERE HER
|
For fjerde gang har skolens 2.g-elever været på sprogrejse med tysk, fransk og spansk. Klasserne rejste til Paris, Malaga, Barcelona, Harzen, Dresden og Berlin. På deres rejser oplevede eleverne både sol og sne. De fik et værdifuldt førstehåndsindtryk af den lokale kultur og ikke mindst øvet gloser og samtaleevner på deres 2. fremmedsprog.
|
Poesiens dag
Tirsdag d. 18. februar havde EG besøg af forfatter og højskolelærer Mads Mygind. Han havde til opgave at igangsætte og motivere førsteårseleverne til at skrive deres egne digte.
|
Kunstneriske dage
D. 24. februar - d. 26. februar blev de kunstneriske dage afholdt. I løbet af de tre dage skulle alle 1.g-eleverne skabe kreative produkter i deres kunstneriske fag, som tæller arkitektur/design, billedkunst, musik og mediefag.
|
|
|
Stjerne for en aften
Fredag d. 21. februar stod i musikkens tegn. Elever på tværs af årgange og klasser leverede en perlerække af musiknumre. Alt fra sjælfulde ballader til poppet dansemusik fyldte Torvet.
|
Forfatterbesøg
Torsdag d. 6. marts havde EG besøg af forfatteren Malte Tellerup. Fra scenen på Torvet fortalte Malte Tellerup om sit forfatterskab og sin nyeste bog Mestrene. I sin samtale berørte han emner som ungdom, seksualitet og håndbold.
|
|
|
GallaD. 2. maj afholdes årets gallafest, hvor eleverne spiser middag med deres klasse og danser Les Lanciers. Sidste skoledagD. 16. maj er sidste skoledag og samme dag får eleverne at vide, hvilke fag de skal til eksamen i.
|
|
|
Kontakt Besøg vores hjemmeside
E-mail: nr@eg-gym.dk Telefon: 49 13 42 22 Adresse: Gymnasievej 2, 3060 Espergærde
|
|
|
|
|
Afmeld nyhedsbrevet
Espergærde Gymnasium og HF sender nyhedsbreve ud ca. én gang om måneden for at holde dig opdateret om skolens aktiviteter. Hvis du ikke ønsker at modtage det fremover, kan du afmelde dig her.
|
|
|
|
|
|
|